scene.org File Archive

File download

<root>­/­mirrors­/­amigascne­/­Scrollers­/­P-Groupstext­/­Passion­/­Passion-DanskToppen45 - articles/f.txt

File size:
27 729 bytes (27.08K)
File date:
2010-08-13 23:04:45
Download count:
all-time: 357

Preview



³                                 VvRrEeDdEe
¢                                 VvRrEeDdEe
                             ( 2.Version af Rose)
²                              Af Martin Serup.


Han løb hurtigt igennem de krogede gader, det var nu det skulle gøres. Nu, han
havde ventet så længe. Alt for længe til at han bare kunne slappe af og slæntre
igennem byen, som på en almindelig Onsdag aften.

Han løb forbi en skraldespand i høj fart men vendte så om igen for at sparke
den på jorden. Han opdagede til sin forbavselse at han kunne lide at SE
affaldet ude på jorden. Bare ligge at flyde, uden for den normale verdensorden.
Verdensorden, han smagte på ordet imens han løb. Acclereret og smagte kraftiger
på ordet; formede det i munden. Verdensorden, for så at spytte det hånligt ud.

Han havde et udestående, eller det prøvede han ihvertfald at bilde sig selv
ind, virkeligheden så anderledes ud. Det vidste han, men alligevel nød han at
bilde sig selv ind, at han havde et udestående med verden. Han kunne lide
illusioner, selvom man ved det ikke passer; ligesom med hologrammer. Dem ved
man også er ren synsbedrag, selvom det er svært ikke at tro på dem når man ser
dem.

Han havde igennem længere tid følt sig frustreret. Hvis var det rigtige ord,
det var nok det bedste han umidelbart kunne finde på. Så havde han en dag
forstillet sig at det var fordi han havde et udstående. Noget der for længe
havde været ugjort, alt for længe, og derfor nu var begyndt at nage ham.

Det var startet som en spøg, selvom han ikke engang selv kunne se det sjove i
det. Ligesom en slags tidsfordriv, men jo mere han gik og tænkte over det, dets
mere troede han selv på det. Et udstående! Det var simpelhen grunden, til alt
den vrede han følte; En vrede der ville ha' været meningsløs hvis han ikke
havde haft et sted at addresere den. Og det havde han nu. Det var faktisk denne
modtager han var på vej ud for at finde i aften, han var ikke helt sikker på
præcis hvad denne modtager var. Ikke hvilken form den tog, hvilken form for
organisme det var. Han vidste blot at det eksiterede, og at han ville vide Hvad
Det var når han stod overfor den. Så ville han være sikker i sin sag. Så sikker
at han kunne få deres lille problem ud af verden, og begrave det for
bestandigt. Måske var DEN ikke det eneste der blev begravet i aften, tænkte han
imens han løb, og et grumt smil blottede hans tænder.

Han forsatte sit meningsløse løb, og blev hele tiden ved med at sætte farten i
vejret. Det føltes godt at løbe - at løbe stærkt, dermed ikke sagt at det ville
befri ham fra den enorme vrede. Iaften skulle det være og det var han
overbevist om. Iaften!

Han løb til det ikke længere var ham muligt at sætte farten yderligere op og
holdt så det tempo. Det var mærkeligt; han blev slet ikke forpustet men mærkede
bare hvordan han blev mere og mere ophidset jo længere tid der gik, før han
mødte Den. Han passerede endnu et par skraldespande og en container men gad
ikke besvære sig med at vælte dem. Han var for tæt på nu, for tæt på til at han
ville lade sig hindre af småting som VERDENSORDEN og dets lige. Han ville ikke
lade sig forsinke mere end højst nødvendigt. Han drejede ned af en lille
sidegade hvis "indgang" lignede en kæmpe mund. 'Måske vil den fortære mig, og
jeg vil ikke få det gennemført!', men istedet for at skramme ham, gjorde denne
tanke ham yderligere ophidset; Adrenelinen pumbede nu som aldrig før igennem
hans årer, og gav ham vinger. Han kom længere ned af passagen; der var dunkelt
herinde, men ikke mørkt. Ikke Sort.

Det skuffede ham at der ikke ventede noget altædende uhyre på den anden side
,eller måske længere nede i gyden. Men han forsatte bare; Han fik øje på en
mindre gyde end den han befandt sig i, og drejede hurtigt af. Et øjeblik var
han overbevist om at han blev forfulgt, da han mente at han kunne høre nogen
bag ved ham. Det gjorde ham glad, han stoppede forventningsfuldt op og vendte
sig hurtigt. Han stod stille og lyttede i et par sekunder; Jo, den var god nok
han kunne stadigvæk høre ham. Han blev stående et kort stykke tid da det gik op
for ham at han meget vel kunne være den eneste der var ude i natten nu. Det han
kunne høre var ham selv; Hans eget åndedrat - Hans EGET forpulede åndedrat, her
havde han troet at der var nogen der fulgte efter ham. Han var blevet skræmt af
sin egen skygge. Ynkeligt!

han kiggede sig hurtigt omkring og fandt et lille vindue som han af ren og skær
arrigskab bankede hånden igennem. Der var ingen smerte overhovedet, han kunne
mærke at hans hånd føltes forkert. Men det var også det hele, en rar følese.
Inde fra huset lød nogen høje udbrud, han havde åbenbart kommet til at vække
beboerende. Det var godt, syntes han, nu var han ikke længere den eneste der
var vågen i natten. Han løb hurtigt videre imens han lo højt!

Nu var det næsten som det skulle være; Han var blind, der var helt sort i
gyden. Der var åbenbart ingen der havde gidet at anlægge gadelys så langt inde.
Det var godt. Normalt ville der vel ikke være helt mørkt, men på denne tid af
døgnet var der ingen af vinduerne der var oplyste. Natten var hans - Og hans
alene. Desværre.

Men det skulle han nok gøre noget ved, det var han ret sikker på.

Han mærkede noget varmt og blødt svøbe sig om hans hånd og troede først at det
var et eller andet slags dyr, en organisme der aldrig før var set - men var
avlet af hans enorme vrede. Hans enorme had. Han kiggede hurtigt ned på sin
hånd - Parat til at kærtegne dette nye og spændene dyr med den hånd der (endnu)
ikke var inficeret. Han kunne ikke se en hånd for sig og for første gang
irreteret manglen på lys ham lidt. Men kun et øjeblik, han lod hurtigt den
anden hånd køre over dyrets våde pels; Den var varm, var den. Men der var et
eller andet galt det var ikke... Han mærkede et øjebliks forvirring - Hvad nu?
Hvad forventedes der af ham? Han vidste det ikke. Men een ting vidste han - Han
mærkede hvordan vreden steg op i ham, og hvordan volumen nåede uanede grænser.

Det han havde på hånden var ingen gave fra de højere magter men gemen BLOD.
HANS blod! Han måtte bide sig selv i knoerne for ikke at komme til at skrige
højt; Hans ærgelse gik over i raseri, og raseriet gik over i had - Et blindt
had, uden mål og med - han aldrig havde oplevet så voldsom en følese før.

Det var som om nogen, en ufordigtigt dyrepasser måske, havde sluppet et kæmpe
(og meget sultent) rovdyr løs inde i ham. Et rovdyr der nu ville gøre alt der
var i dens magt for at slippe fri. Han bed indtil smerten blev for intens,
på det tidspunkt var han for længst nået igennem det tynde fedtlag der lå
på oversiden af hånden. Han havde allerede blod over det meste af sine bukser
og T-shirt, en betragtelig del var det blevet til. ( M * A * S * H, et hospital
i krig)

Han forsatte igennem de snævre gader, ikke så hurtigt som før, men denne gang
var han mere opmærksom. Han havde hele tiden haft et mål, det var først nu han
havde fået en plan. Som efter en guddommelig indskydelse, tænkte han.

Det pludselige raseri han havde oplevet ved at opdage at han var blevet snydt;
snydt for en følgesvend. En gave fra de højere magter, havde samtidig klaret
hans hjerne. Nu vidste han hvad han skulle gøre - Hvad der var forlangt af ham.

Tidligere krævede hans krop et offer, ja ligefrem forlangte et - Så alle hans
problemer, og hans indestængte raseri kunne slippe ud. Men nu var det noget
helt andet; Han var blevet narret, og det skulle de ansvarlige ikke slippe godt
fra. Det skulle de BESTEMT ikke. For hans udestående MÅTTE vel være det der
havde stået bag forsøget på at lokke ham i vildrede, og det måtte de så også
betale for. I tifold skulle de betale tilbage.

Nu skreg hans krop på blod. På et offer, han følte det som om hver eneste
legemsdel gav sig og trak sig krampagtigt sammen i smertefulde ryk. Han vidste
at disse kramper først ville få en ende når han havde fuldbragt hvad han var
draget ud i natten for. Han måtte og ville gennemføre!

Han satte farten op.

Han ville ud til en af de store gader, selvom der var lys, det ville han helt
sikkert ikke bryde sig om, men han vidste at der på de store gader i de mindste
ville være mennesker, om ikke andet ville der være nogen ludere eller
narkomaner. De holdt aldrig fri. Han var bare bange for at det ikke var nogen
af dem. Hvad nu hvis han slet ikke fandt det rigtige? Et kort sekunds tvivl
blev hurtigt skubbet til side af den voksende fornemmelse af at han VILLE finde
hvad han ledte efter. Han VILLE få sit offer i aften, hans fornemmelse blev
hurtigt til vished! En selvfølge der var ligeså naturlig og uafvendelig som den
fact at efter nat kom dag, og efter latter måtte der nødvendigvis være gråd.
Nødvendigvis!

Som han løb blev det lysere, han var ikke helt istand til at bedømme om det var
fordi solen var ved at stå op, eller om det var gadelygterne som nu igen var
begyndt at dukke op, med jævne mellemrum. Det skar blidt i hans øjne, men den
vage smerte var velkommen. Det var også begyndt at dunke hult i hans hånd - men
af den tog han ingen notits, og tørrede den istedet af i T-shirten, når blodet
begyndte at distrahere ham.

Han nærmede sig en størrer vej, og var ret stolt af sig selv; det var første
gang han var i byen, men alligevel havde han fundet hvad han ledte efter
relativt hurtigt. Nu skulle han bare finde resten!

Han kunnenne høre støjen fra bilerne blive kraftigere for hver meter han
nærmede sig, lyset blev også hele tiden mere intenst. Smerten i øjnene var ved
at fortage sig, tilgengæld virkede selv den mindste lyd som et enormt ekko i
hans øre - Han regnede med at han ville vende sig til det, ligesom med lyset.
Han stoppede op et øjeblik, efter en eller anden uforklarlig logik, for at give
sin krop en chance for at vende sig til de høje lyde. Men istedet for at
ignorere det, syntes lyden at blive kraftigere. Dunk... Dunk... Dunk....

Irreteret over at hans forsøg på at tilvende kroppen, forsatte han sin søgen
med raske skridt!

Ligepludselig var den der; Gaden var der bare som om den var dukket op ud af
den blå luft. Han stoppede brat og kiggede sig omkring, gav et lille suk fra
sig og kiggede undersøgende op og ned af gaden; Jo, der var ganske rigtigt
mennesker her. Flere mennesker end han havde regnet med. Mange flere.

Et ungt par passerede ham på gaden og vendte sig begge om efter ham, da de gik
forbi, han vendte hurtigt hovedet og trak læberne tilbage og blottede derved
sine tænder. Hans strube producerede en gurlen, der lød fremmed - Og dog
velkendt. Før han selv blev klar over hvad det var han lavede, var det væk
igen. Det unge par havde skyndt sig videre, og ligenu så han deres rygge,
måske, 100 meter nede af gaden. Han havde sikkert fået et mindre
hukommelsestab. Men det glædede ham at han sådan kunne skræmme folk, ved sin
blotte tilstedeværelse. De måtte kunne mærke et eller andet, måske var der en
sort aura der omkransede ham, tanken morede ham. Sort Aura / Ond Aura.

Han hørte en lyd, der forvirrede ham - men kun et øjeblik. Han blev stadigt
mere magtesløs over sin kro; det var hans egen mund denne knurren kom fra. Han
prøvede at anstrenge sig for at holde den tilbage.

Efter at have stået på det samme sted i et kort stykke tid (for lang tid)
besluttede han sig for at løbe, bare løbe, op imod den ende hvor der var flest
mennesker; Han ville helst ikke forstyrres i sit forehavende når han fandt den
rigtige - Men han var ikke i tvivl om at han kunne lokke ofret væk, eller måske
forfølge det til det var alene?! Ellers kunne han i sidste instans bruge sin,
betragtelige, muskelstyrke. Hvis det komtil en konfrontation, var han en sikker
vinder - Overbeviste han sig selv.

Han begyndte igen at løbe, men blev nød til at sætte farten ned pga. mennesker
der hele tiden passerede ham, han ville ikke fjerne sig. Det var ikke DEM der
var ude på en vigtig opgave - Ja, faktisk en livsnødvendig opgave, det var HAM.
Ikke dem, derfor måtte det også kun være rimeligt at det var Dem der flyttede
sig og ikke omvendt.

Han var brutal; skubbede folk skånselsløst til side imens han løb. Han fik
skubbet en stor mand så kraftigt at han faldt, der blev råbt noget efter ham,
og han kunne høre løbende skridt. Han vendte sig og rakte armene frem imod
forfølgeren der straks stoppede 5-10 meter fra ham. Han kunne se noget i øjene
på manden, han mente ikke det var angst - måske snarere overraskelse, men der
var noget. Manden gik et par tøvende skridt tilbage og kiggede ned af ham, ikke
ind i hans øjne som han først havde gjort, men ned af ham. Af hans tøj. Så
vendte manden om og stak i løb, en handling som han ikke var helt sikker på han
forstod. Manden havde været mere end et halvt hoved størrer end ham. Og havde
helt sikkert også haft andet en vat under læder- vesten, men alligevel gav det
ham en eller anden form for extrem tilfreds- tillese, at se manden løbe i
angst. (det Måtte ha' været angst, han så)

Nu kunne han mærke sit hjerte banke i sine ører, det måtte være en form for et
tegn. Der var ikke langt igen, hans krop ville måske gå i opløsning hvis han
ikke snart fandt DET?! Han vendte sig om og løb videre ned af gaden, imens han
så for sig hvordan hans krop langsomt blev skildt fra hinanden; legemsdel for
legemsdel, der bare faldt af ham. Det gav ham den, fornødne, sidste motivation.
Han stoppede op, og kunne lugte noget - Eller rettere han kunne mærke noget.
Lugten af råt kød! Han så sig om; der var ikke andet end nogle store butiks
vinduer, og så de tilfældige folk der befandt sig længere nede af gaden. Der
måtte være NOGET, han kunne mærke det. Han lod endnu en gang sine øjne falde
søgende over skyggerne i portene - denne gang grundigere end han havde gjort
tidligere. Og der var hun, DER DER DER. Det måtte være hende - lugten af
slagteklart kød var udtalt i den beskidte luft.

Hun stod op af et parkometer. Med ryggen til ham, hans held, han måtte igen
undertrykke et skrig - Et skrig af triumf. Det ville bare fange hendes opmærk-
somhed, og havde han ikke brug for - ikke endnu ihvertfald.

Han tørrede hurtigt hånden over panden, og mærkede et jag af smerte da det åbne
sår berørte huden. Han mærkede hvordan blodet løb ned i øjnene på ham og greb
fat i, den allerede godt gennemvædet, t-shirt for at tørre det væk. Nu skulle
det være. Endeligt!

Han nærmede sig hende langsomt, koncentrede sig om hvert eneste skridt, dette
her skulle gøres rigtigt. Korrekt, intet måtte være overladt til
tilfældigheder. Han prikkede hende på skulderen og tog fat i begge hendes arme
i selvsamme sekund hun vendte sig om. Han kiggede hende dybt i øjnene og så
hvordan angsten overvældede hende, han slog hende hurtigt over munden med sin
raske hånd, for at kvæle skriget der tydeligvis pressede på i hendes svælg; hun
nåede at åbne munden men lyden blev reduceret til en svag gurlen og der løb en
smule blod fra den ødelagte læbe og videre ned af kinden, samtifig med at hun
desparat vred sig i hans arme. Og først DER mærkede han det, eller så det.
Kvinden han havde fat i var bare en gemen luder; hvis bigotte levestil sikrede
hende overlevelse; Eller havde ihvertfald gjort det indtil nu. Han mærkede
raseriet hurtigt overmande ham - hvordan vovede denne tøjte at trodse HAM.
Trodse ham Ved at prøve at snyde ham, narre HAM.

Han greb fat i hendes hår med den ene hånd og i hendes skridt med den anden;
Løftede hende op som var hun en sæk fjer og ikke en fuldvoksen kvinde. Nu fik
skriget fridt løb men det blev overdøvet af hans eget skrig. Han vendte sig og
vaklede et øjeblik et par skridt tilbage under den store vægt. Nogen råbte
noget længere nede af gaden, andre gav sig til at løbe hen imod dem. Alt det
bemærkede han ikke; Alt hvad han opfattede blev sløret igennem et rødt slør,
meget uklart, tøjte. Hendes skrig endte brat da han slyngede hende igennem
luften og hun koliderede med den store butiksrude, der knustes i tusinde af
stykker. Han sprang efter hende ind igennem vinduet hvor hun lå spiddet på et
langt glasskår der havde fundet sig vej op igennem hendes mave og ud på den
anden side; Hun var ikke helt død, eller det troede han ihvertfald ikke for
hendes øjne bevægede sit hurtigt fra side til side, og der løb en net strøm af
blod ud igennem hendes mund. Dette skulle gøres færdigt - Helt færdigt!

Der var kommet mennesker til, men ingen af dem turde at interferere i dette
levendegjorte mareridt. Deres udbrud blev overdøvet af tyverialarmen der
arbejdede på højtryk.

Han satte sin bestøvlede fod og tvang hendes hoved ned i de store glaskår der
ikke var helt smadret endnu. Hun skreg ikke, så hun havde nok allerede været
død i forvejen, tænkte han ligegyldigt. Imens han greb fat i et af de store
skår der endnu ikke havde opgivet sit tag i rammen. Han vred det fri med sine
bare næver. Nu blødte begge hans hænder voldsomt men han reagerede overhovdet
ikke på det. Den eneste måde han vidste på at hans hånd var beskadiget var
fordi han kunne SE det.

Han sprang igen ud igennem vinduet, hvor flokken af mennesker nu havde vokset
sig størrer. Da de så ham (og våbnet i hans hånd) trak de sig hurtigt væk fra
ham, han skreg. Og lod skriget gå over i en skringerende latter der overdøvede
alarmklokkerne. Han stod bare der, kiggede fra ansigt til ansigt - det var rart
at se frygten der stod malet i deres ansigter, og altsamen på grund af HAM. Han
gryntede og begyndte så, efter en pludselig indskydelse, at løbe. Folk sprang
velvilligt ud til siderne da han ville igennem halvcirklen; Alligevel stødte
han sit nyerhvervede våben ud imod en af tilskuerne; han nået ikke at
registrere om han havde ramt men det regnede han med; håbede han på. Ihverfald
udstødte den ældre kvinde et højt vræl, der nærmere lød som et skrig.

Han løb videre; følte det som om han blev båret på vinden, det var ikke ham der
løb - Det var hans ben der simpelhen VILLE løbe. Og han fulgte med, han var
bare et redskab. Han havde det rigtig godt med sig selv, måske bedre end han
havde haft nogensinde før - Bedre end han havde haft det da forældrene levede.

Han smed glaskåret lidt længere nede ad gaden, der var ikke længere nogen nogen
der måske ville stoppe ham, ergo var den en unødvendig byrde. Han nåede ned til
et stort kryds, da en politibil paserede ham med fuld udrykning. De var på vej
hen til en møbelbutik hvor alarmen havde lydt for mindre end to minutter siden,
det kunne være et indbrud, de regnede godtnok med at det bare havde været
meningsløst hærværk. Men deres ordre lød på at de skulle rykke ud så hurtigt
som muligt. Som gjalt de liv eller død . Den ene betjent så manden der kom
løbende imod dem med stor hastighed, han havde blod overalt. I det korte lyse
hår, på de forvaskede jeans, for ikke at snakke om hans t-shirt der var total
gennemblødt af den Rød-Brunlige masse. Det kunne være fjolset der havde hoppet
igennem vinduet, og nu var stukket af. Han råbte til hans kollega der sad ved
rettet, at han skulle stoppe bilen. Og det gjorde han.

Den kørte halvt ind over fortovet og de to betjente sprang ud af deres vogn for
at stoppe den løbende mand; Desværre havde de begge to så travlt at de ikke
hørte deres radio der beordrede alle biler til den butik, som oprindeligt havde
været deres mål. Der var muligvis tale om mord, sagde manden i radioen. Men alt
det hørte de to betjente ikke. Slet ikke.

De stoppede manden på gaden og den ene af de to betjente trak sin
tjenste-pistol. Bare for en sikkerheds skyld, det var jo ikke hver dag man så
mennesker der løb rundt badet i blod. Desuden kunne han heller ikke lide
blikket i mandens øjne, han lignede typen der var istand til hvad som helst.
Måske mord. Den anden betjent fik manden ned at ligge ved at sparke ham i
knæhaserne, manden lo. Selv da han ramte jorden forsatte han sin
gennemtrængende latter. Betjentene kiggede nervøst på hinanden, og prøvede at
spørge hvad han havde lavet - Hvor alt blodet kom fra, men de så selv svaret da
hans hænder blev bugseret om på ryggen. Hans hænder og lidt af hans arme var
kraftigt medtaget, og blødte enormt meget. Manden gjorde ikke meget modstand,
næsten som om det var en leg, en leg han nød at deltage i.

Han fik hurtigt håndjern på og blev puffet ind i bilen. På bagsædet, de to
betjente satte sig på forsædet, vendte bilen for at køre tilbage til stationen,
med denne mæreklige sag, reaktiveret deres sirener - og speedede op. Der var
ingen af dem der var for glade for den nye uventende sitation, og de ville
gerne af med weirdo'en så hurtigt som muligt.

Han sad bagi bilen, smilede for sig selv, hvad kunne de dog gøre imod HAM. Han
var nok umulig at spærre inde, de kunne selvfølig prøve, men de ville aldrig
kunne opnå succes med det. Der var højere magter på spil her end som så. Det
var han sikker på. Han var tilgengæld ikke så sikker på at han ville finde sit
offer i aften, da hans tanker faldt på det ændredes hans humør sig med det
samme. Fra at være total sikker på sig selv og sin kunnen, til at føle sig
hjælpeløs; Han kunne for helvede ikke bruge sine forbanede hænder, han mærkede
hvordan hans sindstilstand langsomt nærmede sig grænsen til panik, hans hjerte
arbejde hurtigere og satte automatisk hans puls i vejret. Han blev forpustet,
og begyndte at stønne halvhjertet. Den ene betjent vendte sig halvt om for at
bede ham om at holde sin kæft.

Alle hans muskler trak sig sammen samtidig, han mærkede hvordan hele hans krop
hjælpeløst gik i krampe. Han havde set hans øjne da han vendte sig om.
Betjenten, det var forudbestemt at han ville havne her i denne bil, det hele
havde været forudbestemt. Han smilede igen, den udvalgte havde sin nakke mindre
end 40 centimeter fra hans mund.

Endelig, guderne havde altså været ham nådig. Han havde svært ved at beherske
sig; svært ved ikke at begynde at rive og flå i håndjernene for at få dem af.
Han ville helst kunne bruge så mange af sine lemmer som muligt, dette var måske
den største og vigtigste opgave af alle. Alt hvad der i hele verden af ansvar
kunne være havnet på hans skuldre, var dette det største hverv. Det størst
mulige.

Denne ting, der sad foran ham, foklædt som betjent. Hvor smart, selvfølig ville
de bruge en autoritær person, en med en eller anden form for udøvende magt.
Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det noget før? Normalt ville han nok være
blevet irreteret over at en sådan ordinær detalje kunne undgå hans, ellers så
overvågne sanser, men ikke nu. Han havde ham, og han havde ham inden for
rækevidde; Det var det der betød noget.

Nu kunne han også lugte ham, allerede smage hans salte kød. Mærke hvordan hans
tænder ville borde sig ind i hans nakke, indtil hans kæber ville lukke sig helt
sammen for at mødes igen. Og igen, og igen. Han begyndte at savle og, opdagede
han, der løb fråde om munden på ham. Lugten fra hans friske, og dog dømte kød,
blev mere intens. Han kunne næsten ikke holde den ud.

Lige idet han skulle til at bide betjenten i nakken kørte bilen ind til siden,
og stoppede brat. Han trak hovedet tilbage og kiggede sig forvirret omkring; De
var ikke på stationen, eller det der lignede - måske ville de to betjente nu
rive han ud af vognen for at gennempryle ham, man havde jo hørt om sådan noget
før. Men det var også helt fint, tanken næsten ophidsede ham. Åben kamp, og der
ville selvfølig ikke være nogen tvivl om hvem der ville vinde - Det var HAM der
havde »magten« på sin side.

"Hvad sker der?" spurgte offret henvendt til den anden betjent.

"Du bliver sku' lige nød til at gå uden for" sagde betjenten der sad bag
rattet.

"Hva'?" Han var ved at blive nervøs, måske skulle de ikke slås alligevel, eller
måske ville hans offer slippe væk. Det måtte for alt i verden ikke ske.

"Som jeg sagde, du skal lige gå ud af bilen." gentog ham ved rattet igen, den
anden betjent forstod øjensynligt ikke noget af det og skulle lige til at
protestere igen da chafføren trak sin pistol og sigtede på sin kollega.

"Rune, hvad fanden..." men han nåede ikke længere, før pistolen blev presset
helt op i hovedet på ham og han åbnede hurtigt døren.

"Rolig nu," sagde ham der hed Rune. Situationen havde fået en så pludselig
vendning at han næsten havde glemt sin sult, ligenu var han fuldt optaget af at
se hvad der foregik imellem de to betjente. Han fnisede lavt, men ingen af
betjentene tog notits af det.

"Rune forhelvede det ka' du da ikk'.." den anden nærmeste klynkede nu og hans
stemme knækkede over midt i et ord. Rune stoppede ham da han var halvvejs ude
af bilen og fjernede forsigtigt pistolen fra hans kollegas belte med venstre
hånd. Han fiskede den lille blanke pistol op af sit hylster og smed den ind på
bagsædet.

"RUNE!", betjenten hævede stemme, "vi har en galning på...",hans ord druknede i
et højt brag og gik over i en gispen. Betjenten var, af skudet, blevet skubbet
det sidste stykke ud og lå nu halvt nede i en busk, og holdt sig for maven
imens han halvkvalt jamrede sig.

"Kan du selv komme ud makker eller skal jeg hjælpe?" Denne gang var det
addreseret til manden på bagsædet, der hurtigt fik møvet sig ud. Han registrede
henkastet at han havde tisset i bukserne, og at der nu løb en varm væske ned af
hans lår - men han var ligeglad, han var alt for optaget at den sårede betjent,
og skulle lige til at løbe over til ham da han mærkede en hånd på skulderen.
Det var Rune, der også var kommet ud af bilen. Han kiggede forvirret på
pistolløbet der var rettet imod ham; NEJ, det kunne ikke være rigtigt. Han
skulle ikke dø så tæt på målet.

"Vil du ikke have hænderne fri kammerrat?", han nikkede halvt samtidig med at
hans øjne længselsfuldt søgte over imod betjenten

- hvis udbrud nu var blevet til højlydt stønnen. Rune gik om bag ved manden og
åbende håndjernene med en lille nøgle. Det selvsamme øjeblik han var fri skulle
han til at løbe over imod betjenten, smagen af blod var endnu vendt tilbage -
denne gang med dobbelt styrke. Endnu engang greb en stærk hånd hans skulder,
der smertede svagt, han rev sig fri og stormede over til den sårede betjent der
så ud som om han var halvt bevistløs; Han havde lukkede øjne og mumlede noget
uforståligt, altimens han lå i foster stiling og holdt om sin blødende mave.

"Fra det øjeblik jeg så dig viste jeg du var en af vore", lød det fra Rune der
stadigvæg stod ved den åbne bagdør.

Han var ligeglad, det der betød noget for ham nu var det døde »plop« det gav da
han boredde fingrende ind i mandens øjenhuler - varmen han kunne mærke i
fingerne. Det der virkelig betød noget var den røde væske der pumbede ud af
såret i betjentens mave, lyden af knogler der knustes under hans næver når han
slog dem imod siden af betjenten. DET betød noget.

"Det er ham, det er ham, det er ham, det er ham", lød det messende fra Rune,
stemmen kom nærmere indtil den var ligeud for hans øre. Men han bemærkede det
knapt nok - han var alt for optaget. Rune satte sig ved hans side, og slog
skæftet af sin pistol imod det maltrakteret hoved; der lød et hult dunk og
betjenten på jorden udånede.

"Det har vi klaret godt," sagde Rune og grinede imens hans fingre ledte efter
tungen i betjentens mund, "Rigtig godt, hr.Generaldirektør."

Manden løftede hovedet fra den døde betjents mave, og tørrede noget afblodet
væk fra munden. "Mmm" mumlede han, "Vi bliver nok nød til at melde os syge i
morgen!" De lo begge og forsatte med at fortære liget.



²· SURVIVAL OF THE FITTEST,
²  IN THE STRUGGLE FOR LIFE ·



           10 / 8
             og
           24 / 12
            1994

          M.Serup!